Har du lyst til at være med på rejsen i en internationalt ekspanderende og forretningsorienteret virksomhed? Arbejder du i dag med erhvervskunder, kreditvurdering og finansielle løsninger?
Så kan du være vores nye kundechef i Tryg Trade. Hos os får du mulighed for at arbejde videre med det, du allerede er stærk til – i en specialiseret forretning med større kommercielt råderum og tæt kundedialog.
Om jobbet | Kredit, kunder og kommercielle løsninger
Som kundechef i Tryg Trade får du ansvar for din egen kundeportefølje og arbejder med garantiløsninger til erhvervskunder. Du rådgiver kunder om finansielle løsninger og arbejder med kreditvurdering, sikkerhedsstillelse og relations opbygning. Rollen minder på mange måder om erhvervsrådgivning i bank, men med større kreditmæssigt og kommercielt råderum til at skræddersy løsninger i tæt samarbejde med kunderne.
Dine primære opgaver vil være:
- Vedligeholdelse af eksisterende kunder via møder og løbende økonomisk opfølgning
- Opsøgende salg til nye kunder samt mersalg og krydssalg til eksisterende kunder
- Forhandling af aftaler, herunder kommercielle vilkår og sikkerhedsstillelser
- Koordinering af internationale kunder i samarbejde med udenlandske kolleger
- Bidrag til tværgående opgaver og forretningsudvikling
Du får en alsidig rolle, hvor du kombinerer din kreditfaglighed med salg og relations opbygning. Samtidig får du mulighed for at arbejde fleksibelt og kommercielt med løsninger til vores kunder.
Om dig | Finansprofil med drive og gennemslagskraft
Du har en finansiel baggrund og erfaring med erhvervskunder. Du trives i krydsfeltet mellem kredit, rådgivning og salg. Du motiveres af at skabe værdi for kunderne og har gennemslagskraft i dialogen med beslutningstagere.
Du kan med fordel komme fra en rolle i bank, leasing, factoring eller lignende finansiel virksomhed, hvor du har opbygget en stærk værktøjskasse indenfor erhvervskundebetjening og kreditgivning. Erfaring fra forsikringsbranchen er ikke en forudsætning - vi sørger for grundig introduktion til garantiproduktet og markedet.
Vi ser gerne at du:
- Har erfaring med egen portefølje af erhvervskunder og kreditvurdering
- Har arbejdet med finansielle løsninger i b2b-regi
- Er vant til dialog med beslutningstagere, fx CFO’er
- Har erfaring med sikkerhedsstillelser som pant, kaution mv.
- Arbejder selvstændigt og tager ansvar for din egen portefølje
- Motiveres af salg og relations opbygning
- Behersker dansk og engelsk i skrift og tale
Det er en fordel, hvis du har erfaring med internationale kunder eller komplekse finansielle løsninger – men det vigtigste er din evne og motivation for at omsætte din erfaring til nye løsninger i en ny kontekst.
Om os | Tryg Trade i vækst
Tryg Trade er en del af Tryg-koncernen, en af Nordens største forsikringskoncerner. Vi arbejder med garantier og kreditforsikring – særligt inden for bygge- og anlægsbranchen og den ordreproducerende industri.
Vi er ca. 45 medarbejdere i Danmark og har samtidig et stærkt internationalt set up med kontorer i 11 europæiske lande. Hos os møder du et miljø med høj faglighed, stor grad af tillid og mulighed for at tage ansvar. Vi arbejder tæt sammen, deler viden og har fokus på både forretning, udvikling og trivsel.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Send din ansøgning og dit CV senest 15. september 2026. Vi opfordrer til, at du undlader at vedhæfte billede i dit CV.
Vi inviterer løbende relevante kandidater til samtale, dog forventer vi, at samtalerne primært finder sted i september. Når den rette kandidat er fundet, afsluttes rekrutteringsprocessen.
Vi er på udkig efter en kollega til både Vest og Øst. Ved at søge stillingen her, udviser du interesse for en stilling med tilknytning til vores kontor i Århus. For at finde stillingen til Øst/Ballerup, se da vores karriereside: Erhvervskundechef til garanti, Tryg Trade Joboplysninger | Tryg Forsikring A/S
Har du spørgsmål til stillingen i øvrigt, er du velkommen til at kontakte Landechef Rasmus Mikkelsen på tlf. 41776801 /mail Rasmus.Mikkelsen@TrygTrade.dk