Studentermedhjælper til Tryg Trade IT
Tryg Trade er i gang med at udvikle et nyt forretningssystem, ”Malt”. Vi arbejder med Microsoft-teknologier, herunder Blazor og C#, og søger en studentermedhjælper til ca. 15 timer om ugen.
Er du i gang med en bachelor- eller kandidatuddannelse inden for IT og har interesse for softwareudvikling? Så er det måske dig, vi leder efter!
Om jobbet | Bliv en del af vores IT Team
Du bliver en vigtig del af, at Tryg Trade IT kan levere effektive og kvalitetsprægede løsninger til de mange kollegaer, vi samarbejder med.
Vi er i fuld gang med at udvikle vores nye forretningssystem Malt, som forventes klar i første version næste år. Du får derfor mulighed for at opleve og bidrage til, hvordan et stort udviklingsprojekt bliver til virkelighed.
Dine opgaver kan blandt andet omfatte:
- Udvikling af user stories i Blazor og C#
- Opdatering af data og tekster i Tryg Trade systemer
- Administrative opgaver som håndtering af fællespostkasse og opfølgning på spørgsmål (IT-support)
- Support til teamet med forskellige ad hoc-opgaver
Om dig | Sæt gang i din karriere
Vi forestiller os, at du er i gang med en IT-uddannelse og har mindst to år tilbage af dit studie.
Vi lægger vægt på, at du:
- Har evnen til at bevare overblikket
- Tager ansvar for dine opgaver og følger dem til dørs
- Har godt humør, er nysgerrig og glad for at lære – og for at bruge det, du lærer
- Kan programmere i C# eller et tilsvarende sprog
- Gerne har kendskab til HTML og CSS (en fordel, men ikke et krav)
Det, du ikke allerede kan, lærer vi dig. Vi håber, du har lyst til at udvikle dig sammen med os.
Om os | Skab udvikling
Verden forandrer sig, og hos Tryg følger du ikke bare med – du går forrest sammen med dine kolleger. Det kræver mod, vilje og evnen til at finde nye veje. Sammen med vores 7.500 kolleger arbejder vi hver dag på at styrke vores position som en af Nordens største skabere af tryghed. Det giver store muligheder for dig, der kan, vil og tør sætte fart på både din egen og virksomhedens udvikling. En fælles udvikling, der sikrer, at vi også i morgen er den førende leverandør af tryghed til vores kunder, til samfundet og til dig og dine kolleger.
Tryg Trade er en international del af Tryg med 13 kontorer i 11 forskellige europæiske lande. Vi er en B2B-afdeling under Commercial Lines DK og arbejder med garantiforsikring og kreditforsikring.
IT-teamet består af en god blanding af fastansatte udviklere og konsulenter, primært på hovedkontoret i Ballerup, men også i Cairo og London. Vi har fokus på tillid og ansvar og hjælper hinanden, når der er brug for det.
Vi ser frem til at høre fra dig!
Hvis du kan se dig selv i rollen, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt. Vi holder samtaler løbende og lukker processen, når vi har fundet den rette kandidat.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Mikkel Skovby på telefon +45 22 41 09 60 eller via mail på mikkel.s@trygtrade.dk.
Ansøgningsfrist: 11. september 2025