Har du interesse for jura, byggeri og garantiforsikring? Vil du opbygge praktisk erfaring med entrepriseret, insolvens og kommercielle problemstillinger i en international virksomhed? Så er jobbet som studentermedhjælper i Tryg Trade måske noget for dig.
Om jobbet | Studentermedhjælper i garantiforsikringsskader
Som studentermedhjælper i vores team for garantiforsikringsskader bliver du en del af en specialiseret afdeling, der arbejder med krav under entreprenørgarantier. Du får mulighed for at arbejde med juridiske og kommercielle problemstillinger i krydsfeltet mellem garantiforsikring, entreprise og insolvens og vil samarbejde tæt med erfarne kolleger i et fagligt stærkt miljø.
Dine opgaver vil blandt andet omfatte:
- Bistå med behandling af garantikrav
- Gennemgang af sagsmateriale
- Udarbejdelse af udkast til korrespondance med bygherrer, advokater og konkursboer
- Vedligeholdelse og registrering af oplysninger i vores sagssystemer
- Administrativ behandling af verserende sager
- Diverse ad hoc-opgaver
Du får en hverdag med ansvar, læring og faglig udvikling, hvor du gradvist får mulighed for at påtage dig mere komplekse opgaver. Stillingen er på cirka 10-12 timer om ugen fordelt på 2-3 dage, og vi tilrettelægger arbejdstiden fleksibelt i forhold til dit studie og eksamensperioder.
Om dig | Struktureret og nysgerrig
Du er nysgerrig, ansvarsbevidst og motiveres af at arbejde med juridiske problemstillinger i praksis. Samtidig arbejder du struktureret og trives med at tage ansvar for dine opgaver.
Derudover forestiller vi os, at du:
- Er jurastuderende, gerne på 2. år af bacheloren
- Arbejder struktureret og har sans for detaljer
- Kommunikerer klart og professionelt på dansk og engelsk
- Trives med selvstændige opgaver og tager ansvar for dit arbejde
- Har interesse for entrepriseret, insolvens og kommerciel jura
Kendskab til entrepriseret og insolvens er en fordel, men ikke et krav. Det vigtigste er din motivation for at lære.
Om os | Tryg Trade
I Tryg Trade udsteder vi alle former for garantier inden for særligt bygge- og anlægsbranchen samt den ordreproducerende industri. Derudover tilbyder vi kreditforsikring til virksomheder på tværs af en række markeder. Vi har kontorer i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Holland, Østrig, Schweiz, Belgien, England og Irland. På tværs af lande arbejder vi tæt sammen for at skabe de bedste løsninger for vores kunder.
Hos os bliver du en del af et uformelt arbejdsmiljø præget af høj faglighed, godt humør og stærkt samarbejde. Vi lægger stor vægt på trivsel og giver plads til både faglig og personlig udvikling.
Vi ser frem til at høre fra dig!
Send din ansøgning, CV og karakterbevis senest d. 25. september. Vi opfordrer til, at du undlader at vedhæfte billede i dit CV.
Vi inviterer løbende relevante kandidater til samtale, så send gerne din ansøgning allerede i dag. Når den rette kandidat er fundet, afsluttes rekrutteringsprocessen
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Naja Berg Petersen, Head of Claims & Legal, på telefon 41 86 26 63.