Vil du være med til at gøre cybersikkerhed relevant, forståeligt og værdiskabende for både ledelse og kunder? I Trygs Vækstcenter Cyber søger vi en dygtig og engageret studentermedhjælper, der kan hjælpe med at omsætte viden og strategi til fængende kommunikation og salgsunderstøttende materialer – både internt og eksternt.
Om jobbet | Kommunikation, design og AI-assisteret formidling
Vi tilbyder en attraktiv og udfordrende stilling, der giver dig et unikt indblik i arbejdet med vækst og positionering i Danmarks største forsikringsselskab. Du får en bred vifte af opgaver med fokus på at understøtte væksten af vores cybersikkerhedsløsninger gennem stærk kommunikation og formidling.
Derfor er det vigtigt, at du kan arbejde selvstændigt, tage ansvar og finde løsninger, der skaber synlighed og engagement omkring vores initiativer.
Dine opgaver vil spænde bredt, men have særligt fokus på:
- Udarbejdelse og design af relevante fortællinger i PowerPoint
- Opbygning og vedligeholdelse af indhold til vores Cyber Vidensbase Chatbot
- Input til struktur, tekst og layout på websider om cybersikkerhed
- Udarbejdelse af korte artikler, interviews og LinkedIn-opslag
- Udvikling af onlinetræning, nyhedsbreve og e-læring i korte og effektive formater
- Brug af AI-værktøjer (tekst, billede, video m.m.) til effektiv og kreativ produktion
- Udarbejdelse af marketing- og tilbudspakker i PowerPoint og Excel
Du kan forvente at arbejde 10-15 timer om ugen, og vi tilbyder stor fleksibilitet i forhold til undervisning og eksamensperioder.
Om dig | Talent for kommunikation
Du er i gang med en bacheloruddannelse eller netop startet på kandidatuddannelsen inden for kommunikation, marketing, digital formidling eller forretningsudvikling. Du er nysgerrig på digitale platforme, nye teknologier og AI-værktøjer og har lyst til at udvikle dine kompetencer i spændingsfeltet mellem kommunikation, teknologi og forretning.
Vi forestiller os, at du:
- Skriver klart og engagerende og formår at tilpasse budskaber til forskellige målgrupper på tværs af interne og eksterne kanaler.
- Arbejder strategisk med indhold og forstår, hvordan kommunikation kan understøtte positionering og vækst
- Har lyst til at eksperimentere med og anvende AI-værktøjer (tekst, billede, video) til at effektivisere og styrke indholdsproduktion
- Kan skabe visuelle præsentationer, der formidler budskaber professionelt og kreativt
- Er struktureret, idérig og trives med at tage ansvar for dine opgaver fra start til slut
Om os | En finger med i hele værdikæden
Du bliver en del af et dedikeret team på fire personer, der arbejder nordisk med at udvikle nye produkter og services inden for cybersikkerhed og cyberforsikring.
Vores ambition er at gøre digital risiko håndgribelig og relevant – både for ledelser og forretningsejere. Vi samarbejder tæt med interne eksperter, partnere og kunder, og du får mulighed for at sætte dit præg på, hvordan vi kommunikerer cybersikkerhed i øjenhøjde.
Er du vores nye kollega?
Send din ansøgning og dit CV senest d. 23. september. Vi opfordrer til, at du undlader at vedhæfte billede i dit CV.
Vi inviterer løbende relevante kandidater til samtale, så send gerne din ansøgning allerede i dag. Når den rette kandidat er fundet, afsluttes rekrutteringsprocessen.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Morten Godsk, Senior Nordic Cyber Lead, på e-mail morten.godsk@tryg.dk eller telefon +45 40 82 00 25.