Hos Tryg gør vi noget, ingen andre i branchen gør. Vi kombinerer skadebehandling med en gennemgang af kundens forsikringer, så kunden ikke kun får hjælp her og nu, men også er korrekt dækket fremadrettet. Kan du lide at hjælpe mennesker, skabe tillid og gøre en forskel i kundernes hverdag? Så er det måske dig, vi leder efter.
Om jobbet | Skadebehandling, rådgivning og kundetilfredshed
Som skade- og kunderådgiver håndterer du indgående opkald fra kunder, der ønsker at anmelde en skade eller har spørgsmål til en eksisterende sag. Når kunderne kontakter os, er det ofte efter en uventet hændelse, og derfor spiller du en vigtig rolle i at skabe tryghed og hjælpe dem godt videre.
Du behandler kundens skade, besvarer spørgsmål og finder den bedste løsning sammen med kunden. Derudover gennemgår du kundens forsikringer, afdækker behov og rådgiver om relevante dækninger, så kunden fortsat er korrekt dækket. Det gør rollen unik, da du kombinerer skadebehandling, rådgivning og salg i én og samme kundedialog.
Onboarding og uddannelse
Vi prioriterer samarbejde, videndeling og sparring, så du får den bedst mulige start og løbende udvikling i rollen. Derfor starter du sammen med andre nye kollegaer i et onboardingforløb på cirka tre måneder, hvor du bliver klædt godt på gennem undervisning, træning og tæt sparring. Når du er klar, bliver du en del af et af vores teams.
Hvis du ikke allerede har gennemført Forsikringsrådgiveruddannelsen, bliver du inden for dine første 1,5 år hos os tilmeldt første del af den obligatoriske uddannelse gennem Forsikringsakademiet (FOAK). Efter cirka tre år bygger du videre med næste modul.
Arbejdstid og fleksibilitet
Vi ved, at fleksibilitet er vigtig i en travl hverdag. Derfor arbejder du efter en vagtplan, hvor du selv har mulighed for at påvirke dine mødetider inden for tidsrummet kl. 07.00-17.00.
Vores telefoner er åbne mandag til fredag kl. 09.00-15.00. Uden for åbningstiden behandler du fortsat skader og deltager i møder, træning og andre aktiviteter. På den måde får du fleksibilitet i hverdagen, samtidig med at vi sikrer den rette bemanding for vores kunder.
Løn og ansættelsesvilkår
Rollen er indplaceret i Forsikringsoverenskomsten på niveau 31, og startgrundlønnen er 32.940,93 kr. Er du forsikringsuddannet, vil din startløn afhænge af objektive kriterier som erfaring, resultater og ansvar. Din samlede lønpakke består af grundløn, pension, ferietillæg samt bonus baseret på din performance. Derudover får du 5 ugers ferie, 5 ekstra fridage, 0,45 % bededagstillæg samt attraktive medarbejderforsikringer, herunder sundheds- og tandforsikring.
Om dig | Du skaber tillid og gode kundeoplevelser
For at få succes i rollen er det vigtigt, at du trives i dialogen med kunder og motiveres af at skabe gode kundeoplevelser. Du er nysgerrig af natur, tager ansvar for dine opgaver og har lyst til løbende at udvikle dig.
Vi forestiller os, at du:
- Skaber tryghed og tillid i mødet med kunderne
- Har en naturlig interesse for at hjælpe og rådgive andre mennesker
- Motiveres af at arbejde mod mål og skabe resultater gennem god rådgivning
- Trives i en hverdag med højt tempo og mange kundedialoger
- Bidrager positivt til fællesskabet og hjælper dine kollegaer til succes
Erfaring fra forsikringsbranchen er en fordel, men ikke et krav. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære og brænder for at skabe gode oplevelser for kunderne.
Om os | Fællesskab, udvikling og høje ambitioner
Du bliver en del af Kundefront Skade, som består af 165 kollegaer fordelt på to lokationer og flere forskellige skadeområder.
Hos os bliver du en del af et stærkt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden, deler viden og arbejder sammen om at skabe gode kundeoplevelser. Sparring, feedback og udvikling er en naturlig del af hverdagen, fordi vi tror på, at de bedste resultater skabes i fællesskab. Samtidig får du mulighed for at udvikle dig både fagligt og personligt i en stor organisation med mange karrieremuligheder.
Vi glæder os til at høre fra dig
Vi har valgt at gøre op med den klassiske jobansøgning. I stedet beder vi dig besvare nogle få spørgsmål, så vi bedre kan vurdere, hvordan du matcher rollen. Vi opfordrer til, at du undlader at vedhæfte billede i dit CV.
Vi indkalder løbende relevante kandidater til samtale, så send gerne din ansøgning allerede i dag og senest 5. oktober. Samtaler forventes afholdt i uge 43.
Tryg er forpligtet til en fair og lige løn. I rekrutteringsprocessen spørger vi ikke ind til din nuværende eller tidligere løn, jf. EU's løngennemsigtighedsdirektiv.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Senior Skade- og Salgschef Søren Fossø på soeren.fossoe@tryg.dk.